Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Pusterummet

Mellemformstilbud / Pusterummet

Mellemformen er et tilbud til skolens egne elever. Det kan være elever, der er særligt sensitive, har en diagnose eller andet der gør, at eleven har udfordringer med at følge en komplet skoledag i klassen. Det er skolelederen, der visiterer elever til mellemformstilbuddet.

Personalet i mellemformen inddrages derefter hurtigst muligt og er med til møder omkring eleven. Der vurderes, hvor mange timer eleven skal tilknyttes og i hvilke timer, det giver mening. Det aftales i samarbejde med både eleven, forældrene og klassen lærere. Det er altid en individuel vurdering. Nogle elever kommer f.eks. hver dag fra kl. 8-10 mens andre kommer i bestemte timer - det kan være i alle dansktimer eller andet. Alle elever har deres faste individuelle struktur/skema.

Ting der kendetegner vores mellemform er:

  • Vi har en anerkendende tilgang og tager udgangspunkt i den enkelte elev. 
  • Der er plads til forskelligheder
  • Vi skaber strukturerede og tydelige rammer, genkendelighed og forudsigelighed
  • Vi har fokus på læring, trivsel og udvikling
  • Vi giver os tid til, at skabe og fastholde de gode relationer
  • En fast personalegruppe - lærere og pædagoger
  • Tæt forældresamarbejde
  • Der bliver ALDRIG skældt ud

 

Mellemformen er delt op i 3 moduler på en dag:

  • 8.00-9.30

Fagligt indhold :Hvis det, i forhold til elevgruppens sammensætning er muligt, begynder dagen med frilæsning. Derefter går man en tur sammen.   Derefter fagligt arbejde - de materialer eleven har med fra klassen.

  • 10.00- 11.30

Fagligt indhold Der arbejdes individuelt med de materialer, eleverne har med fra klassen.

  • 12.00- 12.45 (13.30)

Der arbejdes mere socialt. Der bliver spillet spil, udendørs aktivitet, arbejde kreativt i værksteder mv.

Forældresamarbejde: Mellemformen holder tæt kontakt til forældrene. Der vil altid være mulighed for ekstra forældresamtaler med de voksne fra mellemformen. Personalet deltager - hvis det ønskes - i almindelige skole/hjem samtaler

Indretning: Mellemformen rummer børn fra alle klasser. Hver elev har en fast plads, bordene står i en hestesko og underviserens plads er i midten af hesteskoen, så man er tæt på alle elever. Derudover er der et rundt bord - vores spillebord. Der er en 2- personers sofa og 2 lænestole, som bliver brugt f.eks. ved læsning eller pause. Desuden har vi en afskærmet plads bag en kæmpe stuebirk, der når op til loftet Eleverne har et individuelt skema på deres bord, hvor det er tydeligt for eleven, hvornår man skal være i klassen og hvornår man er i mellemformen. Alle elever har et skab til materialer.

Klassens lærere: Har ansvaret for, at eleverne har materialer med, da det er klassens lærere, der har ansvaret for det faglige indhold. Ved anderledes dage skal klassens lærere forberede eleverne på dagen. Der vil altid være mulighed for at være i mellemformen fuld tid på disse dage. Klassens lærere skal indkalde til et opstartsmøde, på mødet skal næste dato for evaluering fastsættes